Warning: Use of undefined constant wp_cumulus_widget - assumed 'wp_cumulus_widget' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/cayambe.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-cumulus/wp-cumulus.php on line 375
Destilleret Eventyr | Destilleret Eventyr

Destilleret Eventyr (brev 3/4)

Napantao 19 december 2008. Tredje ud af fire udvalgte breve sendt fra Filippinerne, hvor jeg arbejdede som Ekspeditions Leder med Coral Cay Conservation.
Boracay Sunset
Boracay Sunset

Jo, ganske rigtigt om det ikke er blevet tid til en julemail. Herude i det fjerne, hvor man deler skelsættende oplevelser med nye og fremmede mennesker fra andre kulturer, opstår der et ufravigeligt behov for også, at dele disse med de bedste venner hjemme.

Jeg vil starte denne mail med en af de største oplevelser jeg endnu har haft. Ikke bare her på Filippinerne, men i mit liv. Det lyder jo som noget stort, og det er bestemt også!

Whaleshark Hunt
Som ekspeditions leder er jeg overordnet ansvarlig for nærmest alt på marine projektet, og dermed også ansvarlig for at arrangere ture og oplevelser for de frivillige der har betalt mange tusind pund for at være her. Jeg har i indtil videre arrangeret strandture, frokost ture til nærmeste landsby, vandreture til vandfald og diverse dykkerture rundt om på koral revet. Men sidste måned fik jeg den indlysende idé at tage de frivillige med på en hvalhajs ekspedition, som nu er blevet en fast månedlig ekskursion; “Whaleshark Hunt”. Bare ordene på tavlen, får de fleste til at smile og glæde sig. Folk kommer herned for koral revet, bestemt, men i alle ligger der en drøm om at svømme med den største fisk og haj i alle verdens have; Hvalhajen. Vores base er placeret lige ud til Sogod Bay, som hvalhajer med lidt held frekventerer mellem november og februar, for at nyde godt af den rige zoo plankton, som forholdende her, åbner op for.

Området er endnu så underudviklet, at der ikke rigtig er nogen turisme at snakke om. Derfor synes jeg det var oplagt at arrangere netop sådan en tur, om end det ikke er til at vide hvornår og hvor en hvalhaj vil være tilstede. Mit staff var naturligvis på ryggen af mig, og sagde at det var spild af diesel, og at der ikke var nogen grund til at sejle så meget omkring, for at lede efter noget vi sikkert ikke ville se alligevel. Men sjovt nok er det mig der bestemmer, så Whaleshark Hunt blev til en realitet, og vi var for en måned siden på vores første af slagsen. Ganske rigtigt uden held. Vi havde en god dag med snorkling og frokost i det fri, hvor vores båd: Sanga, i øvrigt brændte sammen.

Sunrise
Early morning on the high seas

Forståeligt nok var det ikke nemt her sidste lørdag (i går) at gennemtrumfe endnu en hvalhajs ekspedition. Men det lykkedes mig da, at overbevise de svagt troende staff members, og vi fik folk op og ud på båden kl 04:30. Under fuldmånens skær skød vi igennem vandet, ud imod et sted hvor der tidligere på ugen var spottet hval hajer. Det var en meget smuk tur ud, med en helt uspoleret fuldmåne over det filippinske øhav, med forrevne og dramatiske klippesider som backdrop. Jeg havde arrangeret med nogle lokale spottere at mødes med dem ved solopgang efter ca. 1 times sejlads. De bestod af en meget lille lokal fiskerbåd, som ikke er meget andet end en kano med en outrigger på hver side og en pagaj. Med et par små svømmebriller af træ, stak den ene hovedet under vand og ledte efter “Tiki Tiki”, Hvalhajen. Vi sejlede således rundt med dem foran os, ved meget lav fart i en og en halv time, uden overhovedet at se noget som helst. Jo, modet sev ligeså stille og roligt ned imellem bølgerne og moralen faldt til sit laveste niveau siden den tidlige morgen.

Jeg besluttede om sider at vi stoppede båden og bare snorklede omkring. Da det småregnede var der kun en enkelt pige der vovede sig ud. Jeg snuppede selv min maske og snorkel og hoppede ned i det azurblå dyb. Vi var på ca. 10m dybde, lige akkurat nok til at man kan se bunden, relativt klart. Jeg svømmede ca. 50m ud og væk fra båden, og fandt der en stor stime på vel 200 Fusiliers, en stimefisk på ca. 20cm længde. I min rolige leg med elementerne, kunne jeg få dem til at komme helt tæt på mig, hvis jeg sad helt stille i vandet. Efterhånden var jeg nærmest omringet af dem. Normalt når vi er ude at dykke, ser vi dem komme forbi i rimelig høj hastighed, så jeg var lidt betaget af at have dem så stille omkring mig.

Sådan befinder jeg mig, midt i det filippinske hav, med 10 meter vand under mig, omringet af Fusiliers, og båden 50meter fra mig, da jeg langsomt vender mig til venstre og pludseligt ser en enorm mørk skikkelse bevæge ca. 15meter fra mig. “Der er ingen tvivl Thomas, det er en hvalhaj!” Aldrig har jeg set noget så stort under vand! Dens lyse prikker på overkroppen nærmest fortæller mig at her kommer altså verdens største haj svømmende, fuldstændigt tilfældigt ud af det blå dyb. Nærmest i tvivl om at jeg ser syner hiver jeg hovedet op af vandet og råber “Whaleshark!”, Folk på båden kigger ud imod mig og griner. En råber endda tilbage “You are a bad lier Thomas”, tilbage i vandet ser jeg til min immanente frygt at dette kæmpe dyr har bevæget sig og nu er på vej direkte imod mig! Jeg flår mit hovedet op igen og råber endnu højere, “There is are fucking whaleshark here!!” øjeblikket efter, får hende der også er i vandet, men tættere på båden, fedtet sit ansigt under vandet og flipper fuldstændig ud.

Andy and Whaleshark
The Whaleshark, and Science Officer

Først her begynder folk på båden at rumstere omkring. Hvorefter både første og anden styrmand springer i vandet, efterfulgt af staff og frivillige. I mellemtiden har jeg undgået, hvad jeg frygtede ville være et direct hit med en hvalhaj, mig lille Thomas alene i det åbne hav med en hvalhaj, helt galt! Den befinder sig nu præcis mellem mig og båden, på vej op imod overfladen, der hvor jeg var 10 sekunder forinden. De andre nærmer sig og da jeg kan se at kæmpen ikke er ude på at slå mig ihjel, begynder jeg i ren ekstase at svømme med den. Folk huer og hajer, og er helt oppe at ringe. Vi dykker ned langs med den, 5-7 meter nede, indtil vi må op og have luft igen. Den dykker atter ned og rundt, og begynder så at komme op imod os igen.

Og der begynder folk for alvor at fatte hvor stor den egentlig er. På vej op nede fra dybet bliver den kun større og større, indtil folk får kæmpet sig ud af kollisionskurs, og den rammer overfladen. Lidt som om den ville lege med os, bliver den hos os i små fem minutter, indtil den slår ud med sin enorme hale og dykker ned og ud, hvor vi skimter den forsvinde i det blå dyb.. Vi giver high fives og råber og skriger i rendyrket adrenalin rus, og finder da ud af at vi har 50 meter vand under os. Vi er simpelthen fuldt med den så langt ud at vi er kommet urimeligt langt væk fra båden, med første, anden styrmand og ekspeditions leder i blandt. Flot Thomas!

Genfødte på ny bevæger vi os tilbage imod båden.

Jo, det er svært at få armene ned, når man oplever noget som virkeligt gennemtrumfer ens drømme.

Hverdagen
Så fantastisk er hverdagen nu ikke altid. Men hvilken skam det ville være hvis man ikke havde en kontrast at opleve verden med. Vi har stadig morgenmad kl 06 morgen hver dag, inkl. lørdag, efterfulgt af en lang dag med Science Development Program eller dykker træning, endnu efterfulgt af surveys på revet. Vi Dykker 2 gange om dagen 6 dage om ugen, med et ekstra nat dyk her og der. Og det bliver til rigtig mange dyk og gode oplevelser på revet. Som ekspeditionsleder, står jeg for budgetter, rapportering, management, risk assessment, logistik og proviantering. Med andre ord alt der har med ekspeditionens praktiske fundament at gøre. Derfor er der ikke altid lige tid til at jeg kan få vand på kroppen, men jeg kommer da ud flere gange om ugen. Sidste uge havde jeg 2 dyk om dagen i 4 dage, hvilket var lækkert. Ellers passer jeg biksen, tager på resupply runs, og tager til regionale møder. F.eks. var jeg i november inviteret til et investerings forum i Cebu, hvor The Provincial Government of Southern Leyte, ville have Coral Cay til at holde en tale omkring koral revet og turismens potentiale i regionen. Det blev til an tur på et 5 stjernet hotel med en masse vigtigt udseende Filippinske mænd, og så mig som eneste hvide mand. Der var 4 talere og jeg var den ene. Et noget anderledes miljø end hvad jeg har været vant til i mit arbejde i Hellerup. Jeg sluttede med at vise dem en video af en hvalhaj, og det solgte ligesom min præsentation.

Ellers er jeg på basen det meste af tiden, med et lille internationalt staff, frivillige som kommer og går, samt et lokalt ansat staff. Generelt tager den ene dag den anden. Vi bader i det fri, og har helt fantastiske solnedgange. Ofte sidder vi bare og kigger ud imod horisonten og taler om himlens volumen på disse breddegrader. Formationerne gør at himlen virker mere rummelig end den mere flade horisont hjemme.

Der er ingen tvivl om det er langt fra min lejlighed på Frederiksberg, og jeg finder mig dagligt forsvinde mere ud af mine danske tanker. Jeg savner DK, men bruger ikke rigtig så meget tid længere på at spekulere over problemstillinger hjemme. Det er så småt og langt væk. Hernede er det så ufatteligt fattigt.. Jeg tænker mere på hvordan jeg skal få næste uges budget til at gå op, hvordan der bliver råd til næste uges proviantering, og om vi har vand nok til at komme igennem weekenden, og om den Typhoon der har uviklet sig de sidste par dage ude over Mikronesien, nu også kommer så faretruende tæt på som det ser ud til.

Til tider har jobbet hernede været altoverskyggende og overmåde overvældende, men mest er det egentlig et meget fedt job. Det sværeste er sgu at få alle de hoveder til at arbejde sammen, og undgår at de river totterne af hinanden. Vi bor jo sammen 24/7, og det er vel i virkeligheden det der adskiller dette sted fra en mere almindelig arbejdsplads, lige bortset fra junglen og korallerne ☺ Her kan jeg ikke bare lukke folk af og fyre dem, hvis de opfører sig uprofessionelt og urimeligt. Man er nødt til at give plads til folks følelser og mærkværdigheder, og det er nok den største udfordring for mig, nu når alt det administrative er på plads. Det er når folk har personlige problemer imellem sig, at det professionelle arbejde bliver rigtig svært, at holde balancen, og vide hvornår man skal skære igennem, er en konstant udfordring for mig.

Men med små rigtig gode redskaber, kan man komme igennem selv de hårdeste tider. Med et skarpt mål, og et par rare ting at se frem til i den nærmeste fremtid, flås dagene af tavlen, en efter en, indtil man atter finder ud af hvor fantastisk det hele jo er.

Boracay
Efter små 3 måneder havde jeg behov for lidt ferie, og fik med lidt held og efter min præsentation i Cebu, sneget et par dage ind, som jeg kunne spendere på Filippinernes primære postkort; Boracay. Det er simpelthen den smukkeste strand jeg har betrådt. 50m bred og 9km lang, smurt ind i palmer, cocktail barer, restauranter og ressorts. Når man ikke haft et rigtigt bad i 3 måneder, og levet i jungle varme og myggefest, er livet på en helt ren og enkelt strand, ekstremt tillokkende. Jeg mødte der Lasse fra studiet, og fik med hans hjælp indlogeret mig på et rendyrket luksus ressort; Pearl of the pacific. Heh. Skønt at kunne dase i solen, og bestille drinks og spiseligt ved et simpelt knips med fingrene.

Lasse at the beach
Lasse at the beach

Faktisk har jeg ledt en del efter det mest perfekte sted, hvor man kunne sætte et vinter kontor op, i januar februar. Og noget tyder på at Boracay er et rigtig godt bud, om end det måske er lidt langt væk. Her har du det hele; den mest vanvittige strand, varmt azur blåt vand, cocktail barer, fantastisk udsigt, wifi og alt hvad du ellers kunne drømme om som temporær hedonist.

Nu må vi se, det er jo ikke manglen af muligheder man kan klage over som Dansker. Vi er heldige som asener. Der er 80 millioner mennesker her som alle drømmer om et liv i vesten.. Lad os vise dem at de ikke drømmer forgæves!

Glædelig Jul og godt nytår!
Thomas Sindberg

Post a Comment

Your email is never published nor shared. Required fields are marked *

*
*