Mit mål er ikke at tage hele Amazon floden, så skulle jeg også starte helt oppe i de Peruvianske andés bjerge. Nej målet er at opleve den dybe jungle, inden den brasilianske regering får sat alt for mange dæmninger op.*

Jeg gik derfor igang med at undersøge andre muligheder, og har fået nærstuderet flere floder. Nogle af mine kriterier er gået på at den for så vidt skal være uden strømfald, at der ikke skal være dæmninger eller veje der krydser den, og at biodiversiteten skal være høj. Samtidig skal det være en flod hvor du kan “mærke” regnskoven på begge sider. Den flod jeg er kommet frem til, og som skær sig lige igennem hjertet på Amazonbækkenet er floden Yurua (Juruá). Det er tilfældigvis også den mest snoede flod i Amazonas, hvilket er et tegn på en stille løbende flod.

En af Juruás utallige kurver

Dette sætter mig naturligvis lidt tilbage, hvad angår research og kort etc, men ikke værre end at jeg bare er blevet lidt klogere.

Den nuværende idé går på at starte fra den Brazilianske by Cruzeiro do Sul, der med sine ca 80.000 indbyggere vil være et godt sted at proviantere og få hele ekspeditionen til at spille inden afgang. Derfra går turen så nord og øst op til selve Amazonfloden, hvor jeg så vil sejle de sidste par 100km til den større by Tefé, hvorfra der enten kan tages båd eller fly til Manaus.

Råskitse over ruten

Google earth angiver en afstand fra Cruzeiro do Sul – Tefé på 2625km. Dertil ser det ud til at der er ca 2-300km mellem forskellige communidades langs floden, 21 ialt.

Lidt afstandsmålinger til større communities:
252km Cruziero – Ipixuna
793 km Cruziero – Eirunepé
1275km Cruziero – Itamarati
2220km Cruziero – Juruá
2435km Cruziero – Rio Amazonas
2445km Cruziero – Tamaniquá

2 måneder: 44km om dagen til Tefé
3 måneder: 29km om dagen til Tefé

Survival tur og andre forberedelser
I maj var jeg på en 7 dages survival tur i den bolivianske del af Amazonas for lige at få regnskoven ind under huden igen. Her fik jeg en del viden omkring forskellige spiselige fisk og frugter. Men vigtigst af alt måske at jeg fik en Guide med på turen; Mario, som er med på at tage med på ekspeditionen i brasilien. Det er helt essentielt at jeg har en mere eller mindre lokalkendt person med. De udfordringer jeg står overfor lige nu, er at finde nogle gode havkajakker og så få dem bragt til startpunktet. Dertil er jeg ved at få styr på en liste over alt jeg skal have med på turen. Det kommer med i næste log.

I næste uge skal jeg mødes med en fransk biolog som har vist interesse for turen, som jeg også nævner i log 2. I næste log kommer der som sagt en udstyrsliste og så skal jeg have lagt et budget for turen også. Forhåbentligt vil der være nyt i sagen om Kajakkerne.

*Den Brasilianske regering har f.eks. for nyligt godkendt et kæmpe dæmningsprojekt ved navn Belo monte, hvilket de gud hjælpe mig vil placere midt på Rio Xingu, en af de mest artsrige områder i hele Amazon Bækkenet. Det er en fuldstændig uacceptabel handling, som verdens medier på pervers vis ikke rigtig har valgt at potrættere.

<- Log 3

Det var en enormt lærerig tur, og jeg regner med at tage en mere når vi kommer lidt tættere på ekspeditions afgang.

Her følger min beretning i dagbogsform, skrevet i junglen.

Dag 1

Klar til afgang

Ligger i en hængekøje med myggenet, efter et rimeligt langt trek. Har gået i bare tæer det meste af dagen, det eneste der gav mening i den lavt løbende flod. Vi har set masser af spor efter større dyr, bl.a. Jaguar, men vi har ikke set dem. Det har været en hård dag, guiden Mario er god og vi snakker godt sammen. Det er en vild følelse at ligge her midt i regnskoven. Jeg har det godt men her er meget mørkt om natten!

Glæder mig til at bade i floden imorgen tidlig. Har set 2 slanger, ca 1m. Masser af kviksand, hvor vi er røget i op til skridtet, men det virker ikke så farligt, så længe det ikke stikker dybere. Vi har intet frysetørret mad med, så det er tungt p.g.a. alle de råvarer vi slæber på. Færre myg end frygtet, fedt at se maller pile afsted i floden.

Dag 2

Udsigt ud mod Rio Beni

Fantastisk med denne hængekøje, ligger helt frit i regnskoven, kun omgivet af et myggenet, som er proppet med insekter på den rigtige side. Ret hårdt trek i dag, over et bjerg i skoven – har lige måtte aflive 3 insekter der havde sneget sig ind, en myg, en myre og noget der aller mest minder om en ørentvist – På vej op ad bjerget, griber Mario ud efter hvad han tror er en lian, men som istedet viser sig at være en lyslevende slange! Han slipper den med det samme han finder ud af sin fejl, og den styrter derefter lige ned mod mig og jeg må kaste mig til siden og vælte rundt på stenene og grenene under mig, for ikke at få den i hovedet. Et øjeblik står vi og glor på hinanden og begynder så at skraldgrine. Meget lettede over ikke at blive bidt. Vi er to dage fra nærmeste by, så det havde været skidt. Dog tror jeg heller ikke at den var giftig.

Vi ligger på en forhøjning i skoven og kan igennem træerne skimte Amazonas der fortoner sig i horisonten. Imorgen skal vi ned til en anden flod; “Iridia”. Varmt om natten, koldt om morgenen. Jeg lærer en masse om skoven af Mario. Han siger at man ikke kan sove direkte i junglen, da mange insekter lægger æg i huden, og deres larver æder dig indefra.. Heller ikke lade rygsæk eller tøj være ude, da æg senere klækker p.g.a. kroppens varme, der får larverne til at bore sig ind i huden.. (Særligt natsværmere har en tendens til at lægge deres æg i svedlugtende tøj).

Jeg har i dag hørt en slange synge som en fugl, set et edderkoppespind større end mig selv og kæmpet mig op af kviksand.

Dag 3

I sit rette element

Har gået og været småsløj i dag, en smule feber og træthed. Har spist en masse vitaminer og håber på at have det bedre imorgen. Vi har fået fisket her til aften, og fanget fire geddelignende fisk, vel lige omkring 1-2kg. Her er varmt og specielt her ved floden Iridia, er der rigtig mange insekter, en smule belastende. Men stadig ikke så mange myg. Opdagede i dag en masse bitte små tæger der kravlede rundt på mig. Det skal jeg være opmærksom på!

Ting er meget lang tid om at tørre her. Vi har ingen mennesker set i 3 dage. Der er rigtig mange fisk i floden. Ingen slanger i dag. Uden en hængekøje med myggenet eller et telt ville man være meget presset p.g.a. insekter. Mario siger at man nogle steder kun kan have sin lejr i et døgn, før insekterne bliver for stor en plage.

Jeg har brugt halvdelen af batteriet i kameraet. Det er tid til at spare på det. Bare tærer igennem skoven igen i dag. Det kan godt lade sig gøre hvis man kigger sig for. Har set en kæmpe myre i dag på størrelse med min lillefinger. Mario siger at deres bid er meget smertefuldt og lægger en voksen mand ned i flere dage. Masser af spor efter større pattedyr. Vi spiser ris, bananer, appelsiner og noget dåsetun/pølser. Grønsagerne er sluppet op, men vi fangede nogle små fisk tidligere, og stegte dem i olie, rigtig godt. Vi har spist flere nødder og frugter fra skoven.

Håber jeg har det lidt bedre imorgen.

Dag 4

Hængekøjen

Min sovepose er gennemblødt! Og jeg har måtte flygte fra min hængekøje p.g.a. kraftig regn, over i Marios telt. Regnen har stået ind fra alle sider. God erfaring. Hængekøje holder ikke i kraftig regn! Floden er steget meget. Nærmest alt er vådt. Vi har bevæget os et par timer videre, men har haft problemer med regnen og floden der er vokset markant. Det er nu blevet tørvejr igen, og vi har slået lejr ved floden, for at vente på at den falder nok til at vi kan krydse den.

Vi har spist alle fiskene, og de var gode. Vi har set brøleaber højt i træerne og “Tehones”, en flok på ca 20. Dyr på størrelse med en stor ræv. Fedt at gå i skoven efter regn, alt er mere stille og planter, svampe etc virker mere i live. Imorgen skal vi indhente de tabte km. Så det er tidligt op og afsted. Jeg har fået det bedre igen og er klar på eventyr!

Dag 5

Sumpen

Vi har fået indhentet noget af det tabte, efter et langt trek. Vi stødte på en giftig slange; Bucarara. Den giftigste slange i skoven, og vi stod en meter fra den i bare tæer! Det var en lille en vi så, men de kan blive op til fire meter. Og så kan de synge som en fugl Faktisk var det den slange jeg nævnte for et par dage siden. Havde en lille krise fra morgen til middag, havde sovet dårligt, da jeg ikke har noget underlag og kun en våd sovepose. Kunne ikke rigtig få kroppen igang. Efter frokost gik det godt igen.

Måske var jeg ved at gå sukker kold. Jeg er ikke helt på toppen. Masser af insektbid og torne i huden, rifter etc. Det må alt andet lige give imunforsvaret noget at arbejde med.  Men jeg har det ellers godt og stortripper over at være i junglen. Vi er 5 dage inde, og uden guide havde jeg været hårdt presset for at finde ud igen. Hvis Mario ikke var her, ville det eneste jeg kunne gøre være at følge floden, istedet for at krydse ind over land i mere direkte linie som vi gør nu.

Det er svært at overleve af skoven, da jeg som vesterlænding ville blive syg af det meste jeg spiste. Har dog spist nødder og nogle frugter direkte fra skoven, men det giver ikke meget energi. Fiskene er nok det man skal overleve på, hvis det kom til det. Floden er iøvrigt lav igen, så vi kan komme over.

Jeg har gået igennem sumpe med bare tæer, steder som jeg normalt ville have gået langt uden om, men som Mario stryger lige igennem, også med bare tæer. Han har kun sanddaler med til når skoven er helt plan og når der synes at være mange torne på skovbunden. Med så meget vand er det svært at forestille sig at gå i andet. Måske nogle vandsko af en art. Solen er på vej ned.

Dag 6

På vej mod Rio Beni

Vi er kommet ud af skoven og ud til floden Beni. Landskabet har åbnet sig dramatisk op og vi har slået lejr ved flodbreden. vi har set de første mennesker. Vi har fanget to fisk som vi er ved at tilberede; to store maller. Eftermiddagen er gået med at finde Balsa stammer til den tømmerflåde vi skal lave imorgen, og sejle ned til San Miguel del bala på, det Communidad Mario er fra. Efter 3 timer på tømmerflåde vil vi blive hentet i båd og blive sejlet videre ned til Rurre, og turen vil dermed være slut.

Jeg er rimeligt træt efter to nætter kun med sovepose på hårdt og brutalt underlag. Jeg tror sjældent jeg har lært så meget på så kort tid. Der er rimeligt råt at være ude på denne måde.

Dag 7

Balsaflåde

Jeg er nu tilbage i Rurre efter en meget hård dag. Har lige sovet i 12 timer, i en ordentlig seng. Sent på dag seks fik jeg det dårligt, efter at have spist den fiske suppe ting. Diarré og kvalme, senere blev det til feber. Samtidig med at kroppen begyndt at restituere efter strabadserne, har jeg været meget afkræftet. Min hand-eye koordination er helt ude af fatning og jeg spilder og taber ting. Men vi fik da bygget en balsaflåde, af ni lårtykke balsa stammer, som fint kunne bære os to samt udstyr. Det var fedt at drive ned ad floden.

Turen er slut og jeg har lært utroligt meget og fået en masse at tænke over til min ekspedition..

Erfaringer “Fugtigt klima!”

• Over 3 dage ALTID stor rygsæk
• Sandaler/bare tæer i lave vandløb, eller meget vandbare sko. P.g.a. kviksand ryger alt af fødderne.
• Spis ikke så meget om morgenen
• Husk nu din pakkeliste!
• Shorts kan godt gå når der ikke er så mange myg
• Juni-december: vind i nord om morgenen, vind i syd om eftermiddagen
• Stilleløbende floder kan man godt navigere på i regntiden, da det kun hjælper på fremdriften
• Sygrej
• Starinlys gode til at tænde bål med
• Al teknik er doomed i regnskoven. Brug ældre eller slidstærke ting. Alt kan potentielt blive vådt/sandet til
• Alt skal lukkes efter brug p.g.a. insekter
• Varmt tøj er ubrugeligt. T-shirt eller langærmet er fint. Måske en softshell
• Silkelagen for lidt om natten
• Sommersovepose +10-15 fx (koldt om morgenen)
• Vandrestøvler er næsten ubrugelige, da de er for varme og ej tørrer hurtigt
• Sanddaler og vandresko!
• B vitamin synes at virke godt mod myg og tæger(?)
• Regntøj til at gå ud i lejren..
• Hængekøje med myggenet holder slet ikke i kraftig regn!
• Telt er det eneste rigtige
• Lille telt, da der ofte ikke er meget plads
• Læg tørt brænde til side om aftenen, i tilfælde af regn
• Vandtætte tasker!
• kikkert til at kigge efter dyr
• Meget svært at lave bål p.g.a. fugten
• Alt er lang tid om at tøre, bring ting som tørrer hurtigt
• Mange batterier til lygte og kamera
• Lygte om natten er vigtigt, bliver mørkt kl 18
• Huk fliger af grene “spåner” for at tænde bål. Ind til det tørre træ
• Pressening er guld værd i junglen
• Myggespray kan være anvendeligt til lige at markere overfor insekterne at nu skal de altså skride
• Få insekter i regnvejr, mange insekter i tørvejr
• Skoven er mere stille i regnvejr
• Svedundertrøje er guld
• Negleklipper….
• Grøntsager dør hurtigt
• Pas på med at hænge ting op der ikke er vasket, da sværmere etc lægger æg i svedlugtende tøj
• Lianer med opadgående indadbøjede torne har vand i sig der kan drikkes
• Dilleren skal IKKE ned i floden!!!!

Det interessante er at jeg nu kan lave et skøn over hvor lang tid det vil tage at komme helt frem til Belém. Jeg ved fra mine ekspeditioner rundt i Danmark at jeg sejler ca 25-50km om dagen med fuld oppakning.

Google earth afstandsmåling

Tidshorisont Rurre-Belém:
20km om dagen: 195 dage
25km om dagen: 156 dage
30km om dagen: 130 dage
35km om dagen: 111 dage
40km om dagen: 97 dage
45km om dagen: 86 dage
50km om dagen: 78 dage

Så et skøn på 90 dage kunne være interessant. 3 måneder; April, Maj og Juni 2012. Dette vil dog kræve 43km om dagen, og det er langt, specielt hvis man smider hvile dage ind også. Realistisk set rammer vi derfor nok 4 måske endda 5 måneder, med 25-32km om dagen i snit.

Dette skal jeg naturligvis have analyseret i detaljen, men det er meget godt med et prej om hvordan det rent skøns mæssigt ser ud.

Dertil kan jeg se at der, fra Rurre, er ca 800km til den første store by Riberalta i Bolivia, og at der er op til 2-300km mellem byerne på de mest øde strækninger..

Jeg må ned til Rurre og se hvor langt jeg kan regne med at komme på en dag.

<- Log 2 | Log 4 ->

Men efter at have fået fat i en person i militær uniform, og forklaret mit ærinde, kom der straks gang i barakkerne. Med fagter og fortællinger fik jeg fortalt at jeg skulle bruge kort over den Bolivianske del af Amazonas og floden Rio Beni, fra Rurrenabaque til den Brasilianske grænse. Tre mand høj gik igang med at diskutere og debatere, og efter en af dem havde været nogle minutter i kælderen, kom der nogle meget flotte, omend lettere gulnede kort på bordet.

Det så umiddelbart ud som om at jeg skulle bruge ni kort a 1:250.000 for at dække hele flodens løb. Fire kort havde de som original kort, og var meget fine, et måtte kopieres og de tre sidste skulle plottes ned fra en computer. Det betød derfor også at jeg måtte vende tilbage dagen efter, for at få de sidste kort med.

Dagen efter var kortene klar, og jeg vandrede op igennem militærbasen med et godt bundt kort, et stort smil på læben og en klump i halsen. For nu kunne jeg først rigtig se hvor lang en tur det vil blive.

Hjemme på spisebordet fik jeg langt kortene ud, som knap kunne være der. Fedt at kunne se tærrenet meget mere detaljeret end på de alt for store 1:1.000.000 kort. Dog var de plottede kort noget utydelige, så jeg har måtte sidde og rentegne Rio Beni på tre af kortene, hvilket minder mig om tiden i militæret med blyant og kalke

En del af Rio Beni 1:250.000

Jeg gisner når jeg tænker på hvor mange kort der skal bruges for at dække den Brasilianske del af Rio Madeira og Rio Amazonas, det er mindst tre gange så langt. Enten skal jeg have dem med som digital, eller også må jeg gå på kompromis med scalaerne. Det vil kræve en tur på den Brasilianske ambassade for at få fat på disse kort, hvilket er næste mission. Endnu har jeg ikke præcist målt afstanden fra Rurrenabaque til Atlanterhavet, men det må være et sted mellem 3-4000km… Det er langt.

Nå, jeg mødtes med en anden god ven; Pierre der også har kontor i Rurrenabaque, for at tale om turen. Og han havde rigtig gode nyheder! En af hans venner, en franskmand ved navn Jean Luc, har før taget turen på en videnskabelig ekspedition, og er specialist i tropesygdomme. Dertil har han lavet dokumentar omkring sin tur. Det ville være helt essentielt at få fat i ham og diskutere turen igennem med ham. Han kunne desuden måske være interesseret i at komme med på turen! Det ville være en fantastisk erfaring at have med.

Dertil snakkede Pierre om en god ven han har hos BBC, som før har været ovre og lave dokumentar sammen med Top Gear i Bolivia. Der vil også være en del info at få igennem ham.

Det er stadig regntid, men planen er at tage en tur til Rurre i april og rode lidt med kajakker, og dertil tage på den survival tur som vi vil sælge igennem Topas Travel.

Nye detaljer:

• Satelit telefon
• Slange serum!
• GPS
• Guide der taler Portuguisisk/Guarani
• Tidligst afgang midten af marts 2012

<- Log 1 | Log 3 ->

Sidste weekend var jeg på en lille kajaktur på Titicaca søen, og nærmest som lynene i horisonten, slog tanken mig at mit næste store eventyr naturligvis skulle være en kajaktur. Da jeg ynder at sejle i Kajak, er det også mere oplagt, end at kaste mig ud på en motorcykel, hvor min erfaring minimerer sig til noget motorcross i de Canadiske skove for mange år siden. Nej, en kajak tur er det helt rigtige, og da jeg samtidig har et meget stort bankende hjerte for Amazonas, stod det mig lysende klart at det var på denne flod at eventyret skulle udfolde sig.

Titicaca – Kajak

Ideer og drømme skal testes på virkeligheden, en process der kan tage rigtig lang tid. Men nu da ideen er på plads, kan jeg så småt begynde planlæggelsen, og er der noget bedre end at planlægge en forestående tur?

Straks jeg var tilbage i La Paz, besøgte jeg Bolivias Militærs Geografiske Institut, som lå igennem en stor blå dør, ned ad mange trapper til en kælder, med folk og gamle kasser. Det første der slog mig her var deres fantastiske og gamle kort over Sydamerika. Der findes få ting som gamle kort, der kan få mine drømme til at blusse op. Dernede stod jeg så og forklarede en kortmand, at jeg havde planer om en tur her og der og så og så langt, og om han kunne henvise mig til nogle gode kort. Det viste sig at han ikke kunne honorere mine behov, og henviste mig istedet til deres central lager for alle militære anliggender.

Ud i en taxa og afsted. Men hurtigt måtte jeg indse at jeg ikke kunne komme videre i min søgen, da de ikke ville lade mig indtrænge på det militære område uden pas, så jeg måtte tilbage med uforrettet sag. En af de nærmeste dage skal jeg tilbage dertil og kigge på kort.

Imellemtiden fik jeg snakket med en person i Rurrenabaque (Bolivias adgang til Amazonas), som bygger kajakker, og fortalte om en anden gruppe der havde taget turen i båd, fra Rurre til Atlanterhavet på en måned. Så det kan altså godt lade sig gøre. Omend de havde motor.

Den første del af turen skal foregå på Rio Beni i Bolivia nordpå, og efter sigende er det modstrøms indtil den når Rio Madeira i Brasilien. Men det en af de tusind ting jeg skal have undersøgt.

Men første skridt er altså taget, med vished om kontakt mellem floderne fra den Bolivianske til den Brasilianske Amazonas, samt kontakten til en person der kan bygge kajakker. Så langt så godt.

I næste uge har jeg møde med en god ven, der har nogle kajakker i Rurre, som jeg skal ned og prøve. Jeg har ca 12 måneder til at få projektet på benene, da jeg tænker på en afgang der hedder marts/april 2012. Regntiden slutter først engang inde i marts.

Log 2 ->

We left at 7am and even so, there was quite a lot of traffic coming in and out of La Paz and El Alto. People here drive like they have 9 lives, yet they don’t. So you gotta be careful and if you don’t use your horn like a frantic, people wont think you are there. But once we turned south toward the Chilean border, traffic disappeared almost totally.

From the rather dull landscape of the high plateau, the environment now changed dramatically. Cliffs started to rise and fall, and colors of red and yellow started to dominate the landscape. It then changed to a scenery where you would expect to see Indians and cowboys behind every little outcrop of rock or ridge. Cylinder like rock formations followed and by now we could see several volcanoes on the horizon.

After about 3 hours drive, on an increasingly more interesting road, we turned right, into the Sajama national park itself. With four wheel drive on, we now headed straight for the Sajama volcano that would continue to rise. Little snow was to be seen on the gletscher, which is strange since we had just come out of the winter season.

After passing through the little village also named after the volcano; Sajama. A very worn out yet beautiful church stood there, like it had been abandoned years ago.

On we went to the Huayna Khota Laguna, which was totally dried out. Only an almost unreckonisable cadaver was to be seen. Later though on our way back, we would see a herd of Vicunas, browsing through the dried out laguna.

At a dent in the road we turned right down towards the hot springs. It could be seen from a distance by the fog of water rising above its source. The silence of the place was like being in the desert, on the close horizon a few twisters of dust rose to the sky without a sound. All around us we had llamas grazing along the zigzagging springs of water and ponds.

At one point I went to touch the water of one such pond, to check if it was warm, only to set my hand hard into a very spiky grass like growth. Pain and cold water followed. We had to go closer to the source, to get to the hot springs.

At the source itself, there was a few buildings, where the local families were living. The families share the income they can make from people like us, coming to the springs to bathe. Each family has it for one week, and then another family takes over the place.

The tranquillity, the light was amazing, the view towards the Sajama vulcano breathtaking, changing colors from deep red, orange to complete white. Somewhat like the ground we were standing on. All over the place you could see minerals coming up from the water beneath, resulting in small flats of salt here and there.

A little pool of hot water was there, no more than ten by three meters, but with a very comfortable temperature. The further up the enclosing stream you went, the warmer the water got, until it would be almost burning. The smell of sulfur rose from the surface. Amazing to lie there at the root of the second highest volcano on the planet, being warmed by its interior, at the depth of the mountain.

I must return to this place with a mountain bike and a tent. Cant think of a better place to hang out for a few days.

We reached La Paz at around 6pm on the same day.

See more pictures here.
See Topas Travel for more info.

Thomas Sindberg

My job in Bolivia opened up the opportunity to visit Peru and the lost world that is Machu Picchu. Time, pictures nor dreams could have prepared me for the experience.

From our base in Cusco, we went to stay one night in Aguas Calientes. Although not a very interesting town, its location makes it worthwhile to say the least. Its only 8km from Machu Picchu itself, hidden between towering rock faces climbing straight up into the sky, high above the city. There are several possible treks you can do from Aguas Calientes, and the one we had time for was Mount Putucusi, which climbs the rock standing on its own in the Urubamba valley. From there you can actually see Machu Picchu. The climb up to the hanging robe ladder, was rather easy, yet beautiful, since you go through the temperate cloud forest. On our way we had about 30 green parrots flying through the valley, an awesome sight.

Urubamba Valley/River

Once at the ladder, we saw that nothing was as it should have been. A landslide had destroyed the ladder, as to make it nigh on impossible to climb. We gave it a shot but didn’t even come halfway up, way too dangerous without a robe. So we sat for a bit and played on the Charango we were carrying, (a very small Bolivian guitar like instrument) and took in the view.

It is worth noting one restaurant in town called Inkaterra, which is also a hotel. The food there was fantastic.

Waking up at 3:30am the following morning, we headed out to be among the first to get to Machu Picchu and Huyana Picchu. Only about the 400 first to the entrance, gets to climb Huyana Picchu, and that was our plan. At 5am we were on one of the busses going up the mountain.

We were among the ten or so first to enter the ruins, and by heading straight, instead of left (up to the famous viewpoint), we had the entire place for ourselves for some time. It was like you could almost feel the ghosts of the night, disappearing with the presence of gringos, disturbing the tranquility of the lost world. But right there, for a few moments, we were invited to a view back in time, so we just stood there mesmerized. Not least by thoughts of what might have pushed the Inkas to build a city in such a remote and impossible a place as this.

Machu Picchu at the break of dawn

Also I couldn’t stop thinking about Hiram Bingham, who were the “scientific discoverer” of the city. He came here in 1911, while looking for something else. And what he saw was a few overgrown and scattered ruins. In fact Bingham hardly noted the discovery in his diary, not even telling his fellow explorers once he got back to his camp. He only spent a few hours at the site, before returning down the mountain! It would be another year before he would be back, and slowly start to realize the vastness of his discovery. The 1913 issue of National Geographic was dedicated fully to the discovery. By then it was obvious that this was something special.

View from center of Machu Picchu, towards Putucusi

What makes this site special though, is its location, and its undisturbed nature. The Spaniards didn’t reach Machu Picchu, and so didn’t have the opportunity to destroy it, as they have destroyed almost everything else they have chanced upon. Fear of difference is a great catalyst for destruction.

After our little dance with the ghosts from the past, we went on to Huyana Picchu, which should prove to be quite a climb. Not very technical, but the drop offs here and there, made it a fantastic voyage. The views over the valley, that most of all looks like something out of Conan Doyle’s Lost World, are mind boggling, but the view once at the top, is absolutely breathtaking, literally. Coming from Denmark, sheer drop offs miles down, will never be second nature. It is from the top of Huyana Picchu that you can truly appreciate the magnitude of this Inka City. Ive been to other lost cities and ruins, but nothing is as well preserved as this, nor have I seen ruins as unreachable, was it not for the access we have today.

View from Huayna Picchu

Its ironic that the beauty and magnificence of such a place is also its biggest drawback. Tourists flock here like flies on sugar. But if you get up early you still have a chance to get close to the ambiance that must once have been an incredible everyday life here.

Absolutely stunning experience.

See more pictures here.
See Topas Travel for more info.

Thomas Sindberg

It starts out at the outskirts of La Paz at an elevation of 4700m, and ends in subtropical Coroico at around 1200m. The climatic belts you go through as you pass down though the mountain are stunning, but the drop offs, are mind boggling. The many crosses alongside the road, reminds you to take it easy, and to stay on the right side!

Drops of more than 500m or more are quite common, at places you can’t even see the bottom for the fog and clouds.

We did it on a crispy clear sunday morning in August at around 8am, and ended up in Coroico at around 2pm.

Do it for the nature first, then for the thrill. If you are skilled or have done it before on MTB, sure you can go a little faster, but if you drop off the cliff, chances are you will stay there.

See more pictures here.
See Topas Travel for more info.

Thomas Sindberg

Jimmy, mads og jeg selv tog en 3 dages tur til sydøst Sverige, for at prøve at gå noget af Utvandrarleden om vinteren. Vi ville egentlig have gået turen som langrend, men det lykkedes os ikke rigtig at få arrangeret det i tide, og med udsigten til selv at skulle lave spor, kunne vi ligeså godt ryge afsted med støvler.

Det skulle imidlertid vise sig at være noget af en udfordring. Sneen var flere steder over 50cm dyb, hvilket gjorde fremfærden meget langsom. Det var også svært at følge med på kortet, da jeg hele tiden så os længere fremme end vi reelt var. Det kom der en del backtracking ud af, og fredag nat var vi vel faret vild i 1 times tid Godt gået eriksen!

Det lykkedes os dog at slide os igennem sø og skov, og komme tilbage på ruten. Og til sidst fandt vi også det shelter vi gik efter. Der var dog nogle lange timer hvor det så ud til at nødteltet skulle slås op.

Lørdag var vi lidt ømme. Vi havde gået noget nær 30km dagen før, hvilket er rigtig dumt på første dagen med fuld oppakning. Så det var en langsom start, hvor vi også først skulle smelte sne til vand. Mads trak sin surprise up, og vi fik pandekager med syltetøj til morgenmad. Man skal være meget langt nede før det ikke giver moral!

Lørdagen var en god dag, med noget nemmere terræn, og vi var allerede ved shelteret omkring kl 15. Vi gik dog lidt omkring for at finde et andet shelter der skulle have været i nærheden, men det var ikke til at finde/forkert afmærket.

Om aftenen lavede vi flæsk over gas og sprit, og det fungerede super godt. Der er intet som flæsk i det fri

Jimmy flåede en surprise op og vi endte med et reelt festmåltid.

Natten var rimelig kold, omkring -10, men jeg sov personligt bedre end dagen før. Lørdag havde vi gået ca 18km.

Søndag begyndte det så småt at sne, og med noget lettere oppakning besluttede vi os at gå østover til Emmaboda for at nå et direkte tog derfra til københavn. Det var omkring 20km.

Erfaringer:

• Gaiters er helt uundværlige når man går i så dyb sne. Det er simpelthen et must.
• Pandekager er så nemme at lave at det nu er blevet til basisudstyr
• Sprit er noget rod ligeså snart det begynder at fryse, der er gas meget bedre.
• Et fyrfadslys i bunden af støvlerne, sørger for næsten tørre støvler om morgenen
• Med støvler i 50cm sne er afstanden dobbelt i hårdhed og tid.
• Åer er super gode pejlemærker om vinteren, de er nemmere end veje og søer at se.
• Pulk er alletiders til ekstra gear om vinteren.

Thomas Sindberg

I went with Jeff to the Adirondacks for quick hike in the mountains. We arrived pretty late saturday, endning up in what seemed like constant rain. I looked in quiet wonder at the soaked bear warning sign, where it said “Dont walk the trails at night”. Finally though, we managed to find an empty and dry shelter, and we were both wuite happy with it.

After a good nights sleep, we woke up to the eternal rain of the Adirondacks in october. We decided upon a route and hiked out. I cant recall having hiked in so much continuous rainfall, and so even with raingear i was soaked from the outside in. Even my little sony camera got completely foggy, and stopped working in the end. After a few days of low heat, it works almost perfectly again

Its always good to hike around in the Adirondacks, it gives a great wilderness experience, and the chance of stumpling upon a black bear, makes it all worthwhile.

Thomas Sindberg