Warning: Use of undefined constant wp_cumulus_widget - assumed 'wp_cumulus_widget' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/cayambe.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-cumulus/wp-cumulus.php on line 375
Fridykning og Hjemve | Destilleret Eventyr

Hulevandring, Fridykning og Hjemve (brev 4/4)

Napantao 25 februar 2009. Sidste ud af fire udvalgte breve sendt fra Filippinerne, hvor jeg arbejdede som Ekspeditions Leder med Coral Cay Conservation.
Danao
Danao Crater Lake

Hjem igen
Det kan godt være at målet er det samme når man endelig kan skimte det i horisonten, men rejsen derhen har ændret dig for altid.

Det er ved at være tid til at tænke på at komme hjem igen, efter snart 6 måneder på en videnskabelig ekspedition i det Filippinske øhav. Jeg mindes ikke at have nogle illusioner om at det ville være ren ferie, jeg var udemærket godt klar over at Thomas ville blive udfordret, og her, ved enden af ”the great adventure”, må jeg nikke anderkendende til at være blevet udfordret til fingerspidserne.

Når man udfordrer sig selv på denne måde, kører sindet på højtryk for hele tiden at finde et fodfæste, finde en mening og en retning. Der opstår et meget stærkt behov for at tro på et eller andet, og man forstår pludseligt hvorfor folk igennem tiderne har kastet sig ind i religioners lindrende vande. Når du igennem en længere periode kan mærke at du er nødsaget til at bruge al din mentale og fysiske kapacitet, for at komme igennem, opdager man at man er på en slags religiøs vandring, hvor det mere end noget andet, gælder om at finde et mentalt fundament, så den konstante udfordring ikke knækker dig fuldstændig.

Og hvad kan man som ikke troende så stille op? Jo, man bruger sine helte. Man tænker tilbage på de personer man har mødt eller læst om, som har været igennem tilsvarende og endnu større udfordringer, og spørger sig selv, hvad ville de have gjort. Er man rigtig heldig så har man et par af dem blandt sine venner og familie..

Fridykning
Nu er det hele jo ikke kun udfordring og dybe tanker. Selvom koral revet, palmerne og solen efterhånden er blevet hverdag, er der stadig oplevelser og dage hvor virkeligheden slår benene væk under mig og fortæller mig at paradis ikke bare er en idé men noget man kan faktisk kan opleve.

Free Diving
Thomas Freediving

Jeg har fået mig et nyt team, bestående af en ny Scuba Instructor, Science Officer og en Project Scientist, og i forhold til det gamle team er de helt fantastiske. Meget mere afslappede, og virkeligt opslugt af deres respektive roller. Det er utroligt så stor forskel der er på folk. Shadow leadership kommer til sin ret her, og de er langt hen ad vejen selvledende. Hvilket giver plads til projekter udover vores daglige arbejde.

Ryan vores Project Scientist, er fra Sydafrika og er meget optaget af fridykning. Dvs dykning uden scuba udstyr. Og da alle her er betaget af dykning, gik der ikke lang tid fra han kom til vi startede Napantao Freedivers Club, og næsten alle er nu involveret i at træne fridykning. Det går primært ud på at ligge i overfladen og lave åndedrætsøvelser, hvor specielt korrekt udånding er vigtig, og så ellers vente på en lav puls og afslappet mental tilstand. Det minder en del om meditation. Når pulsen er kommet i bund, lungerne er gennemiltede og sindet melder om klar til afgang, dykker man lige så stille lodret nedad, og lader sig roligt forsvinde ned i dybet. Jo dybere man kommer desto mindre fylder luften i lungerne, som igen formindsker opdriften, og gør det nemmere at dykke dybere. Vores project scientist kan gå helt ned på 30m, og blive der nede i nogle minutter, indtil han atter bevæger sig op ad.

Synet af at være fuldstændig naturlig i dybet, uden tungt og besværligt udstyr er en meget befriende og smuk oplevelse. Specielt i solnedgangen hvor vi måske har folk på 25m, nogle på 10m, er lysspillet helt fantastisk. Som en urdans og bevægelse i komplet stilhed. Noget jeg helt sikkert vil savne når jeg kommer hjem igen.

Vi har allerede fået printet T-shirts ☺

Det er ikke kun sjov og ballade. Vi bruger en del tid på at afmærke forskellige specielle områder af koralrevet, og der kan en fridykker komme i sin ret, da det er noget nemmere lige at smutte op og ned, end at skulle til at regge sit scuba udstyr til, overholde dykkerprofiler og overflade intervaller. Her kan man lige smutte ned og placere en markerings bøje, eller hurtigt checke flere forskellige områder af revet.

Så udover vores Fitness Club ☺ som vi også bruger en del tid på, går dagene med fridykning i det blå dyb.

Cagnituan Caves
For et par uger siden arrangerede jeg et cave trek til et hule system der hedder Cagnituan Caves, som ligger 3 timer herfra. Jeg havde ikke været der før selv, så måtte benytte den risiko vurdering, som vi har på alle de ting vi foretager os, skrevet af en tidligere Expedition Leader. Det blev til en dag hvor vi efter en rimelig lang transport tid med båd og Jeepney (lille bus), ankom til der hvor vi kunne starte vores vandring. Vejen op til grotterne gik igennem rimelig uberørt primærregnskov. Det var rart endelig at se noget regnskov.

Cagnituan
Cagnituan Caves

Efter en og en halv times vandring, kom vi nærmere nogle store klippeformationer, hvis fod havde et udløb i et lille vandfald med et mindre basin af regnvand fra de omkringliggende bjerge. Bagved dette udspring, kunne vi skimte en indgang i klippen, og da vi kom op og igennem, åbnede der sig en større grotte op. Her stod vi så, foran en stor og meget mørk port, hvor igennem der fossede en lind strøm af vand. Vi stod alle lidt og skumlede, da det så noget frygtindgydende ud. ”That is our way!”.

Da vi havde fået aflagt alt der ikke kunne tåle vand, og havde bevæbnet os med vores dykkerlygter, bevægede vi os nu hen imod åbningen. Vi fandt hurtigt ud af at vi ikke kunne bunde, og altså måtte svømme ind igennem åbningen og videre ind i mørket. I ret koldt vand og i noget nær fuldstændig mørke, svømmede vi ind til venstre langs grottesiden, men kunne efter ca 100m, og til vores lettelse, kravle op på en afsats. Efter at have sundet os lidt her finder vi ud af at der ikke rigtig er nok plads til alle, og måtte igen indse at vejen frem bestod af for dybt vand til at gå eller kravle. Efter at have svømmet igennem hvad der virkede som endnu en åbning, kom vi til noget der, at bedømme udfra folks stemmer, virkede som et meget stort rum.

Da vi atter fandt en afsats, og begyndte at lyse rundt og opad, gik det op for os at vi stod i noget der mest af alt mindede om en gotisk katedral med uhyre langt til loftet. Og hvad var det på jorden under os? og hvad var det der bevægede sig deroppe? Jo, efterladenskaber og tusindvis af flagremus. Det var simpelthen flagermuse grotte vi var havnet i. Jeg havde selv mit hjerte oppe i halsen af at svømme omkring, og kiggede undersøgende rundt på de frivillige. Jeg tror vi alle var lidt anspændte, men jeg tror at oplevelsen af at stå i noget man ellers kun ville se på National Geographic, overtog frygten. Herefter gik vores science team straks igang med at finde og undersøge forskellige dyr der kravlede rundt i det lave vand. Det er nok begrænset hvor mange videnskabelige undersøgelser der har været på sådan et sted.

Da vi havde svømmet og vandret rundt til vi var kolde og helt gennemblødte, besluttede vi at vende om. Der var ellers en udgang ca 500m længere, hvor man kan komme ud på den anden side. Her på søndag er det planen at tage tilbage, for at gå hele vejen igennem. Forhåbenligt er der mindre vand, som vil gøre det hele lidt nemmere.

Stor og intens oplevelse.

De sidste 3 uger
Efter at have været her i snart 6 måneder, og konstant have haft ansvaret for alt hvad der foregår på ekspeditionen, er det svært ikke at få et meget nært forhold, ikke bare til de mennesker der er her, men også til ekspeditionen som helhed. Jeg føler et meget stort ansvar, specielt overfor at overlevere det hele i god stand. Derfor har jeg brugt de sidse par uger på at få alt hvad der ikke har virket, til at fungere igen. F.eks. har jeg fået sat et nyt flag op, samt et nyt skilt, ved indgangen til sitet, hvorpå der står ”Welcome to the Frontline of Conservation.. 500m”, en omskrivning af det skilt min gode ven Shan så på slagmarken i Afghanistan, ”Welcome to the Frontline.. Taleban 200m” ☺

The new sign
The New Sign

Den næste Expedition Leader skulle meget gerne komme i starten af marts, hvorefter tiden vil gå med at vidergive stafetten. Udover at få alle ting op at spille inden jeg smutter, er jeg ved at lægge de sidste planer til en vandretur, som Coral Cay ikke har udforsket endnu. Lake Danao Crater. Hver gang vi skal lave en ny aktivitet, skal det risiko vurderes. Dvs undertegnede skal ud og undersøge om det er forsvarligt at sende hele flokken afsted. Det er en vulcan sø, som man kun kan komme op til via noget at det mest velbavarede stykke regnskov i provinsen. Jeg vil forsøge at få alle med, også for at lave lidt teambuilding for den nye Expedition Leader. Det skal blive kronen på værket, den sidste store oplevelse for mit team og alle de frivillige. Something to remember.

Ellers har vi afskeds party lørdag den 7 marts, hvor vi efter dagens Whaleshrak Hunt, slagter en gris fra landsbyen og lader den svide over bålet det meste af dagen. Og så skal der ellers feastes og skåles. Efter et par dage for at se om alt kører som det skal, uden min indvirken, tager jeg min afsked, og vil være hjemme igen 16 marts.

Bliver underligt at forlade et sted der er blevet så stor en del af min hverdag. Men også skønt endelig at have gennemført drømmen om det store eventyr.

De bedste hilsener
Thomas Sindberg
Filipinerne.

Post a Comment

Your email is never published nor shared. Required fields are marked *

*
*